Snart skal Verden fremstilles for Guds Domstol. Johannes skriver: "Og jeg så en stor hvid trone og ham, som sad derpå, for hvis Åsyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem. Og jeg så de døde, små og store, stående for Gud, og Bøgerne blev opladte; og en anden dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne efter deres gerninger. Og Havet afgav de døde, som var i det; og Døden og Helvede afgav de døde, som var i dem, og de blev dømte hver efter sine Gerninger. Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

Gud straffede israelitterne på grund af deres synd ved Bet-Peor. Selv om de samme synder ikke straffes øjeblikkelig i dag, er straffen lige så uundgåelig nu som dengang, "Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham." 1Kor. 3,17. Naturen straffer disse forbrydelser hårdt, og alle overtrædere vil før eller senere få straffen at føle. Det er frem for alt disse synder, der har forårsaget menneskeslægtens frygtelige degeneration og den sum af sygdom og elendighed, som er en forbandelse for verden. Menneskene kan måske skjule deres overtrædelser for deres medmennesker, men de vil ikke desto mindre høste, hvad de har sået, i form af lidelse, sygdom, åndssvaghed og død. Og efter dette liv skal de stå til regnskab ved den himmelske domstol, hvis strafudmåling har evige konsekvenser. "De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige", men vil sammen med Satan og de onde engle blive kastet i "ildsøen". "Dette er den anden død." Gal. 5,21; Åb. 20,14.

B

De skal pines dag og nat!
I et malerisk sprog henviser Johannes´ Åbenbaring ofte til ildsøen, fortabelse og de ufrelstes straf. Femten gange omtaler Jesus direkte helvede, ildsø og fortabelse. Derfor ved Johannes, at fortabelsens ild ikke er en fabel, men en nødvendig del af Guds plan for at udrydde synd og sikre evigheden for de frelste.

Det er adskillige alvorlige problemer, som mange står overfor, når de studerer ildsøen og fortabelsen i Johannes Åbenbaring. Alvorligt tænkende er blevet chokeret, når de læser, at de ufrelste skal pines dag og nat i evighedernes evigheder. Johannes Åbenbaring 20,10. Disse ord får dem til at tvivle på Guds barmhjertighed og nåde.

Lider alle de onde en evig straf uanset graden og antallet af deres synder?
Vil en synder, som døde for tre tusinde år siden, blive pint tre tusinde år længere end en, der dør i dag og går fortabt på grund af den samme synd?

Hvis syndere er holdt i live i evig ild, hvordan kan Gud da få renset verden for synd?
I lyset af disse spørgsmål bliver dette emne af meget stor betydning.

Millioner har vendt ryggen til Jesus på grund af en sådan lære, og andre har sagt: Hvis Gud er sådan, så hader jeg ham. Det er Guds karakter og omdømme, som er på vægtskålen. Lad os nu omhyggeligt undersøge de bibelske vidnesbyrd.

Det fremgår klart heraf, at dommen finder sted ved verdens ende. Vi ville aldrig tænke på at lade en person fængsle, førend hans sag var prøvet, og han havde fået en dom. På samme måde vil Gud heller ikke straffe mennesker, førend de møder ham i den endelige dom, som finder sted ved verdens ende.

Jesus siger klart i Joh. 5,28-29, at alle, som er døde, hviler i deres grave, indtil de bliver kaldt frem på opstandelsens store dag. Derfor kan vi være helt sikre på, at ingen fortabte sjæle er i helvede i dette øjeblik. Jesus siger, at de alle hviler i deres grave.

Hvorledes beskriver Malakias denne ild, og hvad vil den fuldføre?

De onde vil brænde ligesom strå og ikke som asbest, sådan som mange tror. Ilden vil brænde dem op. Det lille ord op antyder helt og fuldt.

Vil ilden til sidst gå ud? Es. 47,14.

Ilden opbrænder dem som står. Det er umuligt at undgå flammerne. Men når stubbene er opbrændt, går ilden ud, og der er end ikke en glød tilbage. Es. 47 bruger symboler og ord, som er lig dem, vi finder i Johannes Åbenbaring kapitel 16-19. der er gode grunde for dette. De henviser begge til Babylons straf og ødelæggelse.

Hvad vil der være tilbage, når ilden er døet ud? Mal. 4,3.

David siger i Salmernes bog, at om en liden stund vil man ikke kunne finde de onde, uanset hvor flittigt man søger efter dem. Hvad nævner han som årsagen hertil? Sl. 37,10 og 20.

De ugudelige vil man ikke kunne finde, fordi de er gået op i røg. Det ville være let at finde frem til dem, hvis de i helvede skreg om nåde. David siger, at dette ikke er tilfældet.

Hvor længe vil de onde lide i ilden? Åb 22,12.

Jesus siger, at han vil belønne og straffe enhver i henhold til deres handlinger og opførsel. Nogle vil lide længere end andre, men snart vil ilden gå ud og alle bliver til aske. Jesus vil selv sørge for, at ødelæggelsens ild arbejder hurtigt. Syndens store tragedie er ikke at blive udslettet i helvede. Syndens store tragedie er at miste Himmelen og dermed en evighed med Jesus.

Det er ærekrænkende for Guds hellige navn at beskylde ham for at være mere grusom og hjerteløs end de værste krigsforbrydere. Evig pine har ingen plads i Guds store plan. Den påstand har i århundredernes løb gjort mange til vantro og fjender af Gud. Et evigt brændende helvede ville være et helvede for Gud, som elsker selv sine værste fjender med en ubeskrivelig dyb og inderlig kærlighed.

Gud har forberedt helvede til at udrydde synden, Djævelen og hans engle. Hans plan er at isolere synden og derpå med ild udrydde den af universet. Ligesom en kræftcelle ville synden bringe universet i fare, hvis den ikke blev udslettet. Syndens ækle kræftcelle må udryddes i ilden. Hvis jeg klynger mig til synden, vil jeg blive ødelagt sammen med den i ilden. Gud kan ikke tillade, at denne ækle ting, der har forvoldt så megen elendighed og smerte, og som dræbte hans Søn, får adgang til hans nye rige. Han bønfalder mig daglig om at lade ham fjerne synden fra mit liv og begrave den i havets dyb, for han vil ikke bruge tvang. Valget er mit. Hvis jeg vælger at gå mine egne veje her, vil jeg gøre det samme i Himmelen. De, der ikke vil følge Jesus her, ville desuden føle sig dårligt tilpas på et sted, hvor der kun findes hellighed. Det ville være grusomt at tvinge dem til at leve under sådanne betingelser.

Jesus kom for at frelse mennesker. Selv det at udslette dem, der hader ham, står i et modsætningsforhold til hans natur. Guds medfølende hjerte vil knuses, når han tvinges til at udslette dem, han elsker så højt. Ez. 3,11. han ønsker ikke, at nogen skal fortabes. 2Pet. 3,9. Han vil råbe, som han gjorde det til Efraim: Hvor kan jeg ofre dig. Efraim, lade dig, Israel, fare. Hos. 11,8. han vil med smerte spørge: Hvad mere kunne jeg have gjort, end det jeg gjorde for at frelse dem. Es. 5,4. det vil blive det mest forfærdelige øjeblik, Himmelen nogen sinde har oplevet, når Guds ulydige børn må udryddes, fordi de forkastede hans kærlighed.

Pines i evighedernes evigheder Åb. 20,10.

Evighed betyder i Bibelen en tidsperiode, begrænset eller ubegrænset, afhængig af, hvad det er, der beskrives. Ordet evighed benyttes i Bibelen ligesom ordet høj. Med høj menes noget forskelligt afhængigt af, om det er en mand, et hus eller et bjerg, der beskrives. Ordet evig er i Det gamle Testamente benyttet et halvt hundrede gange i forbindelse med ting, der for længst er ophørt. I forbindelse med mennesket lærer Bibelen, at evig betyder menneskets levetid, eller så længe mennesket lever. I forbindelse med Samuel, betyder for evig: Så længe han lever. 1Sam. 1,22 og 28. (På dansk står der for stedse, hvor der på engelsk står for ever. I Sl. 48,15 betyder for evigt indtil døden. At brænde for evigt i ilden vil sige, at mennesket brænder, indtil det dør.

Uudslukkelig ild Luk. 3,17.

Jerusalem blev ødelagt med uudslukkelig ild, jer. 17,27, men den brænder ikke i dag. (På dansk står der uden at slukkes, hvor der på engelsk står I shall not be quenched). 2Krøn. 36,19 og 21. Uudslukkelig ild kan ikke slukkes, men den går ud, når alt er brændt op.

Den evige ild Matt 25,41.

Jud. 7 fortæller, at Gud ødelagde Sodoma og Gomorra med evig ild. Peter fortæller i 2Pet. 2,6, at ilden lagde disse byer i aske og satte dem til et advarende eksempel for dem, der lever ugudeligt. Den evige ild brænder altså tingene til aske, hvorpå den går ud. Den er evig i sin virkning, men ikke i sin varighed.

Evig straf Matt. 25,46.

Læg mærke til, at det ikke er evig afstraffelse, men straf. Paulus siger, at straffen for synd er døden. Rom. 6,23. Og Johannes´ Åbenbaring kalder denne død for den anden død, hvor de onde omkommer i ilden. Åb. 21,8. Denne død eller udslettelse vil være evig, for den sker der ingen opstandelse fra.

Lignelsen om den rige mand og Lazarus Luk. 16,19-31.
En lignelse er en historie, der skal illustrere et bestemt punkt. Den kan være sandfærdig eller opdigtet.
Lignelser kan ikke altid tages bogstaveligt. Dom. 9,8-15.

Læs Luk. 16,19-31. Denne lignelse kan ikke tages bogstaveligt af følgende grund:

A. Abrahams skød er ikke de frelstes hjem. Hebr. 11,10 og 16. Abrahams skød er en figurativ fremstilling af Himmelen. Fremstillingen af helvede er også figurativ. De må enten begge være bogstavelige eller begge figurative.
B. De, der er i Himmelen, vil ikke være i stand til at tale med dem, der er i helvede. Es. 65,17 fortæller, at det gamle end ikke vil blive husket, og Åb. 21,4 fortæller, at det, der var før, er forsvundet, og det indbefatter også helvede.
C. Bibelen tilkendegiver, at de døde (gode som onde) hviler i deres grave, Job 17,13-14; Job 21, 32-33; og at de vil høre Jesu stemme i gravene, Joh. 5,28-29, og ikke i Himmelen eller helvede.
D. Bibelen lærer os, at menneskene vil få deres løn ved Jesu genkomst, og ikke når de dør. Åb. 22,11-12; Matt 16,27.
E. Det ville få Jesus til at modsige sig selv. Matt. 13,38-42; Matt 16,27.

Bemærk venligst at hvis lignelsen tages bogstaveligt, vil den modsige tanken om, at legemløse sjæle kommer i helvede, for den beskriver den rige mand med øjne, tunge og læber. Hvis den tages bogstaveligt, beviser denne lignelse, at mennesker kastes i helvede med både sjæl og legeme ved døden.

Døde legemer er blevet gravet op efter at have ligget i jorden i måneder. Det er et velkendt faktum, at øjnene stadig sidder der på dette tidspunkt. Det gør det endnu mere absurd at tage lignelsen bogstavelig. Øjnene er i graven, ikke i helvedes ild.

I denne lignelse benyttede Jesus ganske enkelt en almindelig udbredt opfattelse på den tid til at illustrere sandheden i Luk. 16,31. nemlig den, at hvis et menneske afslår at lade sig vejlede af Skrifterne, er der intet håb for det.